Historie og kultur

Navnet Montenegro optrådte for første gang i 1296 i et charter udstedt af den serbiske kong Stefan Uroš II Milutin fra Nemanjić-dynastiet. Ifølge legenden stammer navnet Montenegro, eller Crna Gora, fra bjergenes skove, som var så tætte og mørke, at de på afstand lignede et sort bjerg, når spanske skibe nærmede sig for at erobre en ny region.

Længe før det var Montenegro kendt som Illyrien i 1000-tallet f.Kr., og under romertiden opstod stammen Dokleata på det område, der i dag er Montenegro. Dens hovedstad lå ikke langt fra det nuværende Podgorica og hed Doklea, hvorfra betegnelsen Duklja blev dannet i middelalderen. Da Romerriget blev delt i 395, var næsten hele det område, der i dag er Montenegro, en del af Det Østromerske Rige. I de følgende århundreder blev hele Balkanhalvøen udsat for barbariske angreb, som ødelagde det romerske riges historie; et stort antal byer blev ødelagt, heriblandt Doklea.

Duklja, foto af Dani Nauke

Det slaviske folk ankom i det 6. århundrede. Duklja udviklede sig i den tidlige middelalder og blev sammen med de omkringliggende serbiske kystfyrstendømmer en del af den første serbiske stat, der blev grundlagt af prins Vlastimir i midten af det 9. århundrede. På det tidspunkt var Duklja et af de mægtigste fyrstendømmer på Balkan, og det blev regeret af Jovan Vladimir under den langvarige krig mellem Det Byzantinske Rige og Det Første Bulgarske Rige, hvor han kæmpede for at sikre uafhængighed. Et oprør ledet af Stefan Vojislav fandt sted i 1042 og førte til Dukljas uafhængighed og grundlæggelsen af Vojislavljević-dynastiet. Duklja nåede sit højdepunkt under Mihailo Vojislavljević, Vojislavs søn, som blev anerkendt som Rex Doklea – konge af Duklja. Dukljas magt begyndte at aftage i begyndelsen af det 12. århundrede efter kong Bodins, Mihailos søns, død. Mens adelen kæmpede om tronen, blev kongeriget svækket, og i 1186 blev det erobret af Stefan Nemanja og indlemmet i det serbiske kongerige som en provins ved navn Zeta. I 1331 blev den senere kong Dušan Nemanjić hersker over det serbiske kongerige, omdannede det til et imperium og tredoblede dets territorium. Den adelige familie Balšići fik ret til at regere over Zeta. Men efter kong Dušans død og det serbiske imperiums sammenbrud kom Balšići i konflikt med en anden familie, Crnojevići, som gjorde krav på Zeta, og til sidst kom Zeta, der nu blev kaldt Montenegro, under Det Osmanniske Riges besættelse i 1499.
 

Under Det Osmanniske Rige havde Montenegro altid en særstatus og bevarede en høj grad af autonomi. Montenegrinerne var dog utilfredse med at være under osmannisk styre og gjorde gentagne gange oprør mod tyrkerne. Der skulle gå århundreder, før Montenegro opnåede sin uafhængighed ved Berlinkongressen i 1878, hvor det endelig blev anerkendt som en uafhængig stat, de facto og de jure. Familien Petrović Njegoš, som gav Montenegro 6 af dets 7 herskere under den osmanniske tid, kæmpede gennem alle disse år for at gøre Montenegro til en fri og uafhængig stat og formåede samtidig at forene Montenegro åndeligt og politisk. I 1905 fik Montenegro sin første forfatning, og i 1910, da 50 års styre over Montenegro blev markeret, erklærede Nikola Petrovic sig selv for konge og ophøjede Montenegro til kongeriges rang.

Maleriet "Såret montenegriner" af Paja Jovanovic, foto fra Wikipedia.eng

Montenegro deltog i begge verdenskrige på de allieredes side, og kort efter Første Verdenskrigs afslutning blev Montenegro i 1919 ulovligt annekteret af Serbien ved den berygtede Podgorica-forsamling, da det blev en del af Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere.

Senere blev dette kongerige omdøbt til Kongeriget Jugoslavien, hvor Montenegro var en af de seks delrepublikker i den kommunistiske Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien (SFRY), og hovedstaden blev Podgorica. I 1992 blev Jugoslavien opløst, men Montenegro forblev i union med Serbien, der efterfulgte Jugoslavien som Forbundsrepublikken Jugoslavien. Endelig genvandt Montenegro sin uafhængighed efter en folkeafstemning i 2006 og blev den suveræne stat, det er i dag. Det blev medlem af NATO i 2017 og indledte forhandlingerne med Den Europæiske Union i 2012. Forventningen er, at Montenegro bliver medlem af EU inden 2025. 

Jugoslavisk flag

Montenegros flag i dag

Når vi taler om Montenegros kultur, er landet rigt på kunst- og etnografiske samlinger og rummer omfattende arkiver med historiske dokumenter. Her kan man opleve nogle fascinerende museer og udstillinger. Desuden er dette et sted, der er kendt for sin arkitektur, som omfatter gamle klostre og middelalderlige vægmalerier, der har overlevet siden det 10. århundrede. Århundreders osmannisk og venetiansk herredømme har sat tydelige spor i Montenegros kultur, og sporene kan stadig ses i dag. I syd ses især de venetianske befæstningssystemer i de gamle byer ved den montenegrinske kyst og den typiske venetianske byggestil for boliger samt de storslåede eksempler på sakral arkitektur, mens den osmanniske arkitektur dominerer i de nordlige og centrale dele af Montenegro (Podgorica, Bijelo Polje, Pljevlja, Berane) med klassiske osmanniske bygninger, mange broer, moskeer og pladser. Alt dette har bidraget til det rige kulturliv, Montenegro har i dag, med mange kulturelle arrangementer og festivaler. 

Traditionelle dragter fra Montenegro, foto af sanjamitrovic.me

Traditionelt håndværk i Montenegro omfatter træskærerarbejde, vævning af tekstiler og ikonmaling. Montenegro er også hjemsted for Europas ældste fundne musikinstrument: en fløjte lavet af ben, der kan dateres helt tilbage til den ældre stenalder (palæolitikum). På trods af det er traditionel montenegrinsk musik, som stadig spilles i dag, især kendt for gusle, et traditionelt og autentisk montenegrinsk instrument, der minder lidt om en violin. Mange af de bedste instrumentmagere laver dem, så de ligner en gedebuk, en hjort eller en hest. Meget af folkemusikken er tæt forbundet med traditionel litteratur og folklore. 

Montenegrinerne har en stærk tradition for fortællekunst og litteratur. Den første trykkeributik på Balkan blev faktisk etableret her i Cetinje i 1493, hvilket lagde grunden til en rig litterær tradition. Den første kyrilliske bog, “Oktoih Prvoglasnik”, blev trykt her. 

Petar II Petrović Njegoš er en af de mest indflydelsesrige digtere fra det 19. århundrede, og han har efterladt sig en rig arv, som montenegrinerne kan være stolte af. Hans mest berømte værk er “Gorski Vijenac”.​

Petar II Petrovic Njegos, Montenegros biskop