En montenegrinsk pige, der bor i Tyrkiet
Redaktion fra Tyrkiet
Del af My Guide Netværket Siden 2006 180+ destinationer
Det er kun gået en måned siden jeg ankom til Ankara, men det føles som om det er meget længere. Chocken ved at komme til en så kulturelt forskellig og geografisk større by har totalt ændret min levevis, så vores team har fået ideen om at dele denne oplevelse af at bo i Tyrkiet, i betragtning af de tætte historiske forbindelser, vi deler, og den stigende interesse fra tyrkerne for vores land, især i de senere år.
Selvfølgelig, ligesom enhver begyndelse, var det i de første par dage meget svært at passe ind og vænne sig til denne nye levevis, hvor folk taler lidt engelsk eller slet ikke. Jeg kan sige, at jeg gennemgik et kulturelt chok, mens jeg forsøgte at assimilere og forstå, hvad der egentlig gør Tyrkiet til et så specielt land at bo i, og hvordan livet vil være anderledes her sammenlignet med livet i Montenegro.
Det første, jeg bemærkede, siden jeg kom her, var folks gæstfrihed. Uanset om du stopper nogen på gaden for at spørge om vejledning eller er i butikken, er folk ekstremt venlige over for dig og villige til at hjælpe. De er så glade for, at jeg kommer fra Montenegro, det lille middelhavsland, der er kendt for sin naturlige skønhed. De elsker absolut Montenegro, vores vilde natur, historie og kultur, og de spørger mig altid, hvorfor jeg kom her for at bo, hvorfor jeg valgte Tyrkiet, hvis jeg allerede bor et så smukt sted.
Årsagen til, at jeg kom, vil være et af de næste emner, jeg vil skrive til dig om, men lad mig fortælle dig mere om den tyrkiske viden om Montenegro. Selvom mange mennesker har hørt om Montenegro og har besøgt landet eller endda har startet en virksomhed, har et stort antal af dem, ikke kun tyrkere men også internationale, aldrig hørt om det. De forveksler det normalt med Canada (på tyrkisk udtales Montenegro Karadağ, det er her forvirringen kommer fra), eller tror, at Montenegro er en by i Rusland. Jeg var ret overrasket over denne kendsgerning og forsøgte at forstå, hvordan det er muligt, at de aldrig har hørt om Montenegro, i det mindste ikke gennem historien eller hverdagens internationale anliggender. Jeg er klar over, at vi er et lille land, og teknisk set en ny stat, men de relationer, vi har delt og stadig deler, er ikke uvæsentlige.
De historiske forbindelser mellem Montenegro og Tyrkiet går tilbage til det 15. århundrede, da det Osmanniske Imperium besatte det meste af territoriet i nutidens Montenegro. Århundreder skulle gå, før vi fik vores uafhængighed, og gennem alle disse år under osmannerne levede vi som et autonomt distrikt/region med et højt niveau af selvforvaltning. Selvfølgelig har dette efterladt en enorm indvirkning og virkninger på det kulturelle og religiøse liv i Montenegro, som stadig kan mærkes i dag. I dag ser de os som et lille land med et stort udviklings- og investeringspotentiale, som måske er den næste perfekte beliggenhed for at starte et forretningsliv. (Cirka 1000 tyrkiske borgere bor i øjeblikket i Montenegro)
Selvom det er uforligneligt større, økonomisk udviklet og befolket by med 5,5 millioner mennesker, kunne jeg ikke lade være med at bemærke lighederne mellem livet her, i Ankara, og livet i Podgorica. Begge byer som hovedstæder i deres lande er kendt for deres livlige dagliv og natteliv. For eksempel er Karanfil Sokak i Ankara meget lig den berømte Bokeška Gade i Podgorica, hvor så mange restauranter, caféer og bistrobarer kan findes. Som du ville have gættet, er trafikken vanvittig, men offentlig transport er meget effektiv. Folk bruger ikke taxa så ofte her, fordi offentlig transport er billigere, og de har mange offentlige transportmidler, inklusive busser, minibusser, metroer, tog osv. sammenlignet med Podgorica, hvor taxaservices næsten er til samme pris som offentlig transport, og du vil nå din destination meget hurtigere. Arbejdstiderne her er fra 09.00 til 17.00, og efter 19.00 kan du ikke finde nogen markeder, butikker eller apoteker åbne, hvilket virkede lidt underligt for mig, vel vidende at de i Montenegro regelmæssigt arbejder indtil 22.00.
Maden er meget lig vores, kun med meget flere krydderier og meget mere sukker i deres søde sager. Det vigtigste måltid (del af dagen) for tyrkerne er morgenmad, som er meget sund, og de tager sig tid til at nyde det, selvom det betyder, at de måske bliver forsinket til arbejde eller skole. (Alligevel viser de seneste rapporter fra Verdenssundhedsorganisationen, at Tyrkiet er det mest overvægtige land i Europa, med en stigende rate på 32,1% af overvægtige mennesker. I Montenegro er denne procentdel meget lavere, med 23,3% af overvægtige mennesker.)
Jeg må ikke glemme at nævne den traditionelle tyrkiske çay (tyrkisk te), en uundgåelig del af hverdagen for enhver, der bor i Tyrkiet. Tilgængelig i næsten enhver smag kan du aldrig få nok af çay, og det er helt normalt at se folk gå ned ad gaden og drikke çay. I Montenegro foretrækker folk derimod kaffe, men det interessante er, at den mest populære slags kaffe faktisk er den, vi kalder 'tyrkisk', som er blevet en tradition fra den tid, vi var under det Osmanniske Imperium.
For at opsummere har det været en spændende måned her i Ankara. Forskellig på mange måder, men alligevel så lig! Vi deler mange forbindelser, som jeg håber at opdage og dele med dig i de kommende måneder.
Selvfølgelig, ligesom enhver begyndelse, var det i de første par dage meget svært at passe ind og vænne sig til denne nye levevis, hvor folk taler lidt engelsk eller slet ikke. Jeg kan sige, at jeg gennemgik et kulturelt chok, mens jeg forsøgte at assimilere og forstå, hvad der egentlig gør Tyrkiet til et så specielt land at bo i, og hvordan livet vil være anderledes her sammenlignet med livet i Montenegro.
Det første, jeg bemærkede, siden jeg kom her, var folks gæstfrihed. Uanset om du stopper nogen på gaden for at spørge om vejledning eller er i butikken, er folk ekstremt venlige over for dig og villige til at hjælpe. De er så glade for, at jeg kommer fra Montenegro, det lille middelhavsland, der er kendt for sin naturlige skønhed. De elsker absolut Montenegro, vores vilde natur, historie og kultur, og de spørger mig altid, hvorfor jeg kom her for at bo, hvorfor jeg valgte Tyrkiet, hvis jeg allerede bor et så smukt sted.
Årsagen til, at jeg kom, vil være et af de næste emner, jeg vil skrive til dig om, men lad mig fortælle dig mere om den tyrkiske viden om Montenegro. Selvom mange mennesker har hørt om Montenegro og har besøgt landet eller endda har startet en virksomhed, har et stort antal af dem, ikke kun tyrkere men også internationale, aldrig hørt om det. De forveksler det normalt med Canada (på tyrkisk udtales Montenegro Karadağ, det er her forvirringen kommer fra), eller tror, at Montenegro er en by i Rusland. Jeg var ret overrasket over denne kendsgerning og forsøgte at forstå, hvordan det er muligt, at de aldrig har hørt om Montenegro, i det mindste ikke gennem historien eller hverdagens internationale anliggender. Jeg er klar over, at vi er et lille land, og teknisk set en ny stat, men de relationer, vi har delt og stadig deler, er ikke uvæsentlige.
De historiske forbindelser mellem Montenegro og Tyrkiet går tilbage til det 15. århundrede, da det Osmanniske Imperium besatte det meste af territoriet i nutidens Montenegro. Århundreder skulle gå, før vi fik vores uafhængighed, og gennem alle disse år under osmannerne levede vi som et autonomt distrikt/region med et højt niveau af selvforvaltning. Selvfølgelig har dette efterladt en enorm indvirkning og virkninger på det kulturelle og religiøse liv i Montenegro, som stadig kan mærkes i dag. I dag ser de os som et lille land med et stort udviklings- og investeringspotentiale, som måske er den næste perfekte beliggenhed for at starte et forretningsliv. (Cirka 1000 tyrkiske borgere bor i øjeblikket i Montenegro)
Selvom det er uforligneligt større, økonomisk udviklet og befolket by med 5,5 millioner mennesker, kunne jeg ikke lade være med at bemærke lighederne mellem livet her, i Ankara, og livet i Podgorica. Begge byer som hovedstæder i deres lande er kendt for deres livlige dagliv og natteliv. For eksempel er Karanfil Sokak i Ankara meget lig den berømte Bokeška Gade i Podgorica, hvor så mange restauranter, caféer og bistrobarer kan findes. Som du ville have gættet, er trafikken vanvittig, men offentlig transport er meget effektiv. Folk bruger ikke taxa så ofte her, fordi offentlig transport er billigere, og de har mange offentlige transportmidler, inklusive busser, minibusser, metroer, tog osv. sammenlignet med Podgorica, hvor taxaservices næsten er til samme pris som offentlig transport, og du vil nå din destination meget hurtigere. Arbejdstiderne her er fra 09.00 til 17.00, og efter 19.00 kan du ikke finde nogen markeder, butikker eller apoteker åbne, hvilket virkede lidt underligt for mig, vel vidende at de i Montenegro regelmæssigt arbejder indtil 22.00.
Maden er meget lig vores, kun med meget flere krydderier og meget mere sukker i deres søde sager. Det vigtigste måltid (del af dagen) for tyrkerne er morgenmad, som er meget sund, og de tager sig tid til at nyde det, selvom det betyder, at de måske bliver forsinket til arbejde eller skole. (Alligevel viser de seneste rapporter fra Verdenssundhedsorganisationen, at Tyrkiet er det mest overvægtige land i Europa, med en stigende rate på 32,1% af overvægtige mennesker. I Montenegro er denne procentdel meget lavere, med 23,3% af overvægtige mennesker.)
Jeg må ikke glemme at nævne den traditionelle tyrkiske çay (tyrkisk te), en uundgåelig del af hverdagen for enhver, der bor i Tyrkiet. Tilgængelig i næsten enhver smag kan du aldrig få nok af çay, og det er helt normalt at se folk gå ned ad gaden og drikke çay. I Montenegro foretrækker folk derimod kaffe, men det interessante er, at den mest populære slags kaffe faktisk er den, vi kalder 'tyrkisk', som er blevet en tradition fra den tid, vi var under det Osmanniske Imperium.
For at opsummere har det været en spændende måned her i Ankara. Forskellig på mange måder, men alligevel så lig! Vi deler mange forbindelser, som jeg håber at opdage og dele med dig i de kommende måneder.
Ved Irena Femic
